IntraNote logo
18. december 2019

Virksomhedskulturens betydning for (digitaliserings)strategien

Forestil dig dette: It-afdelingen har indkøbt et nyt system, fordi jeres virksomhed har brug for nemmere at kunne genfinde relevant dokumentation. Du har lagt den perfekte plan for implementeringen. Kommunikationsafdelingen kører en kampagne på intranettet, som skal gøre alle opmærksomme på det nye system. HR-afdelingen har planlagt et kort kursus, som skal lære alle medarbejdere at bruge det. Der er en udførlig plan – det skal nok gå.

Nu er der gået tre måneder. It har udrullet systemet til alle brugere, og medarbejderne har fået information på intranettet og været på kursus. Men det nye system er ikke rigtigt kommet i brug. Folk gemmer stadig deres dokumenter på pc’en, i fællesdrevet og på USB-stik. Du undres, for strategien var jo gennemtænkt og skudsikker. Din organisation er bare ikke enig i, at det nye system er en nødvendig forandring. Måske kan det skyldes den kultur, som er i virksomheden.

Kuldsejler virksomhedsstrategien? Så er det måske kulturen, som spænder ben.  Læs her hvorfor culture eats strategy

Linsen som verden ses igennem

Kulturen er den linse, som medarbejderne ser verden igennem. Og det er ikke bare sådan lige at skifte den ud. Hvis linsen er indstillet til, at medarbejderne ser det nye system som et unødvendigt onde, som de godt kan smyge sig uden om, kan det måske forklare, hvorfor dine kolleger ikke klapper i hænderne over det nye tiltag. Og så kan det være, at I skal tage et kig på jeres kultur, og hvordan den kan forandres, så I bedre kan tage imod nyt.

Hvordan ser man virksomhedskulturen?

Ja, desværre er det ikke sådan lige til. Blæsten bliver først synlig, når vinden får grenene til at svaje. Og det samme gælder kulturen. Den er ikke til at få øje på, når man hver dag indgår i den, men det øjeblik, at den udfolder sig i handlinger, man ikke havde forventet, da bliver den synlig. Derfor kan den også være svær at ændre. Virksomheden kan have nok så mange gode intentioner og planer, som den ønsker gennemført med øje for det forretningskritiske og strategiske arbejde, men hvis kulturen modarbejder de nye planer, så vil kulturen til hver en tid trumfe strategien.

Men prøv alligevel

Det lyder måske nedslående, at det er så svært at få øje på og ændre kulturen. Men der er hjælp at hente. Organisationsteoretiker Edgar Schein har nemlig formuleret en metode til at analysere og gøre kulturen i virksomheden delvist synlig. Og det er vigtigt. For hvis ikke adfærden ændres, så har I spildt en masse kræfter på at indkøbe, uddanne og kommunikere til medarbejderne – helt uden at få værdi for de penge, I har investeret. Derfor har vi udformet denne e-bog, hvori du får tre steps til at analysere jeres virksomhedskultur. Vi giver dig også nogle ideer til, hvordan du evt. kan arbejde med at ændre den, hvis det er det, som skal til.

Culture eats strategy